Lendrup Strand

Lendrup Strand fællesskabet

“Et fantastisk sted at bo”

Lendrup Strand, eller bare kaldet “Lendrup”, er en af landets bedst velbevarede naturperler. Det ene øjeblik en smuk og blid sandbadestrand. Et elsket sted for småbørnsfamilier til badning og leg, og hurtigt omskiftende til et yndet sted for surfere, sejlere, fiskere, og andet godtfolk. Fjorden kan på få øjeblikke rejse sig som et andet hav for til aften at være spejlblank med solens sidste stråler forsvindende i vest.

Fra Løgstør går den 4,4 km lange og 24-28 m brede kanal, som med håndkraft blev gravet gennem det faste kystlands kalkgrund for at lette skibspassagen over Løgstør Grunde, og slutter i Svejebassinet i Lendrup.

Udgravningen af kanalen blev påbegyndt i 1856 og varede til 1861, og den 13 juli 1861 blev Kanalen indviet og navngivet, Frederik VII`s Kanal. Havnebassiner blev anlagt ved kanalens øst- og vestlige åbninger, hvor fartøjerne kunne afvente passage af modgående skibstrafik.

På Kanalens nord- og sydsider blev to trækveje dengang anlagt, da skibe, alt afhængig af vejret, passerede Kanalen uden hjælp eller blev trukket igennem med heste eller ved håndkraft. De stier er der stadig og forbinder Lendrup med Løgstør. Stierne er yndede stier, hvis man er gående, løbende eller cyklende.

I 1932 startede den første bebyggelse med opførelse af 10 – 14 småhuse til Løgstørs borgerskab, der brugte området til badested. De første 2-3 huse blev benyttet som omklædning, men snart blev husene også benyttet til overnatning.
Husene langs klintens fod (Ceresvej), samt husene i yderste række (Tuborgvej), tilhørte Løgstørs velstillede borgerskab, hvorimod anden og tredje række havde ejere fra andre samfundslag.

I 1935 blev Lendrup Strand I/S oprettet, og de 15 interessanter opkøbte arealet på 15 ha. I 1967 blev Interessantselskabet til et A/S med 15 anparter.

Lendrup Strand består i dag af ca. 160 huse på lejet grund, og ca. 100 huse på egen grund, samt et mindre antal gamle fiskerhuse, der har udsigt ud over breddingen og de rigt illustrerede Kanalbetjent huse, som gennem årene har været Lendrup`s varetegn.

Kilde: Bl.a. Kulturmiljø nr. 74.

Lendrup Strand beboerforening arbejder for at styrke fællesskabet og fremhæve lokale begivenheder.

Vores mål er at skabe et informativt og venligt miljø for alle beboere.